Amazing Jewelry Aps dømt for at snylte på Pandora
Sø- og Handelsretten har d. 22. marts 2017 afsagt dom i en sag om selskabet Amazing Jewelry Aps’ uretmæssige brug af smykkekoncernen Pandoras varemærke i flere sammenhænge. Amazing Jewelry er ejet af Jesper Laustrup Nielsen, også kendt som Kasi-Jesper, der tidligere har været direktør i et af Pandoras datterselskaber.
Baggrundsviden
Jesper Nielsen startede i 2003 koncernen Kasi Group og indgik aftale med Pandora om, at Kasi Group skulle have rettigheder til at sælge og distribuere Pandoras produkter i Tyskland, Østrig og Schweiz. Samarbejdet mellem de to selskaber ændrede dog karakter i 2009, idet salget af Pandoras smykker i det meste af Europa fremover skulle ske gennem et af Pandoras egne selskaber, der blev stiftet til formålet. Det nye selskab var på dette tidspunkt ejet 51% af Pandora, mens de resterende 49% var ejet af Kasi Group. Kasis andel af selskabet blev dog købt af Pandora i 2010, hvorefter Jesper Nielsen fortsatte som direktør.
Jesper Nielsen stoppede som direktør for Pandora-selskabet i 2011, hvorefter han startede smykkeselskabet Amazing Jewelry Aps, der i forbindelse med markedsføringen af sine produkter i flere tilfælde har trådt Pandora over tæerne, ved bl.a. at anvende Pandoras navn og kendetegn i strid med markedsføringsloven og varemærkeloven.
Krænkelserne
Pandora lagde på baggrund af tre forskellige krænkelser sag an mod Jesper Nielsen med påstand om, at Jesper Nielsen snyltede på Pandoras navn og kendetegn i forsøg på at markedsføre sig selv og Amazing Jewelry.
Den første krænkelse var et tilfælde, hvor Jesper Nielsen på sin Facebookprofil havde skrevet om åbningen af en af Amazing Jewelrys butikker i Vejle, hvortil han havde lagt et billede op af butikkens facade. Som en kommentar til billedet havde han skrevet: ”Bare vent til Amazing shop byggere har været i gang ... Vi har bygget 300 – 400 af sådanne her før...”, hvorefter han havde lagt tre billeder op, herunder et billede af facaden på en af Pandoras butikker.
Den anden krænkelse havde forbindelse til Amazing Jewelrys forretningsbeskrivelse på Facebook, som efter Pandoras udsagn ikke stemte overens mellem det af parterne indgåede forlig, som fastslår, at Amazing Jewelry ikke må gøre brug af Pandora som varemærke på en måde, der kan give anledning til at tro, at der er en forbindelse mellem Amazing Jewelry og Pandora.
Sidst men ikke mindst var den tredje krænkelse rettet mod Jesper Nielsens visitkort, hvorpå Jesper Nielsen bl.a. havde anført ”Founder Pandora CWE”, hvilket dog ikke stemmer helt overens med virkeligheden, eftersom Pandora blev grundlagt af familien Enevoldsen i 1982.
Pandora påberåbte sig i forbindelse med de ovenstående krænkelser ophavsretslovens § 1 om eneretten til et litterært eller kunstnerisk værk og § 70 om eneretten til at råde over og fremstille eksemplarer af et fotografisk billede, og de gjorde derudover gældende, at de omtalte forhold stred mod både varemærkeloven og markedsføringsloven. Jesper Nielsen påstod frifindelse for samtlige forhold.
Sø- og Handelsrettens dom
Pandora havde - måske ikke så overraskende - heldet med sig i Sø- og Handelsretten.
I forhold til opslaget på Jesper Nielsens Facebookprofil lagde retten vægt på, at Pandoras varemærke er særdeles velkendt, og at en anvendelse af dette i forbindelse med Amazing Jewelrys markedsføring af den grund var en overtrædelse af både varemærkeforordningens artikel 9 om uberettiget brug af et beskyttet varemærke, og markedsføringslovens §§ 1 og 18 om hhv. god markedsføringsskik og forbud mod at anvende andres forretningskendetegn. Derudover tog retten Pandoras påstand om overtrædelse af ophavsretslovens § 70 om fotografiske værker til følge, da anvendelse af billedet var sket uden tilladelse fra Pandora.
Retten fandt desuden, at Amazing Jewelrys forsøg på at markedsføre sig selv ved at anvende billeder af Pandora, udgjorde en krænkelse af det forlig, det tidligere var indgået mellem Pandora og Amazing Jewelry. Retten gjorde i forbindelse med de nævnte krænkelser gældende, at Jesper Nielsen i en lang periode havde fungeret som leder af salget af Amazing Jewelrys smykker, og at han havde været ansvarlig for deres markedsføring i en sådan grad, at han derved havde pådraget sig selvstændigt ansvar for overtrædelserne.
I forhold til det nævnte visitkort, som Jesper Nielsen i en periode havde anvendt, fandt retten, at betegnelsen ”Founder Pandora CWE” var i strid med det indgåede forlig, og at det derudover var vildledende og udtryk for snyltning i form af uberettiget udnyttelse af Pandoras særdeles velkendte varemærke.
Pandora fik på baggrund af de nævnte krænkelser medhold i en yderligere påstand om tilkendelse af vederlag og erstatning for markedsforstyrrelser på 50.000 kr.
Dommen fastslår, at Pandora – som indehaver af et velkendt varemærke – nyder en særlig beskyttelse, og at den foretagne brug således hverken var i overensstemmelse med loven eller den indgåede forligsaftale.