ASICS taber sag om deres ikoniske striber
Tykkelsen og størrelsen af fire krydsende linjer blev afgørende, da Asics for nyligt tabte en sag om deres velkendte figurmærke i Retten i EU.
Kender man til Asics og deres sko, kender man også til de ikoniske striber, der pryder siderne på enhver sko produceret af den japanske virksomhed. Striberne blev for nyligt genstand for en retssag mellem Asics og den hollandske virksomhed, Van Lieshout, som også beskæftiger sig med produktion af sportstøj og-sko.
Nedenfor ses til venstre Asics’ figurmærke og til højre ses Van Lieshouts.
I sagen var der tale om rene figurmærker. I sådanne tilfælde er det afgørende ved vurderingen af om de er forvekslelige, om de i deres helhed ligner hinanden. Da der hverken er ord, der kan skabe en fonetisk betydning eller elementer af konceptuelt indhold, efterlades Retten til at foretage en vurdering af det visuelle helhedsindtryk, man står tilbage med, når man kigger på de to figurmærker, som ses angivet ovenfor.
Sko og kendskab var uden betydning
De fleste forbinder de 4 krydsende linjer med Asics’ produktion af sko, som har været synonym hermed siden 1966, hvor de første par sko med de velkendte striber så dagens lys. Alligevel traf Retten sin afgørelse uden hensyntagen til den sammenhæng Asics anførte der var mellem deres registreret figurmærke og de tegn, som forekommer på deres sko, som det kan ses nedenfor.
Udover ikke at ville lægge vægt på skoene, ville Retten heller ikke tillægge offentlighedens kendskab til mærkerne betydning.
Vurderingen af de to figurmærkers sammenlignelighed skulle således kun foretages mellem de figurmærker, de modstridende parter hver især havde indleveret til registrering og det visuelle udtryk herfra, og ikke hvordan Asics’ mærke faktisk bruges på skoene.
Når de små ting har stor betydning
I Rettens begrundelse for hvorfor de to figurmærker ikke var sammenlignelige, lagde de først og fremmest vægt på de forskellige størrelser og tykkelser på stregerne. Dernæst fik det betydning, at der i Asics’ mærke, er en form for bevægelse i linjerne, mens modpartens i højere grad var lineære.
En anden væsentlig pointe fra Retten var, at Asics’ mærke havde form som et ’x’, alt imens modpartens i højere grad tog form som et ’#’. Retten mente altså ikke, at der hverken var risiko for at Van Lieshout kunne udnytte eller skade det renommé, som Asics havde opbygget omkring deres mærke, hvilket Asics ellers anførte. En sådan diskussion fandt Retten således irrelevant, alene fordi de ikke fandt mærkerne forvekslelige.
Konklusionen fra Retten var, at det visuelle udtryk var så forskelligt, at der ikke var risiko for at forveksle varemærkerne.
Så selvom man umiddelbart kan foranlediges til at tænke, at der i begge tilfælde blot er tale om 4 linjer, der krydser hinanden, så er den juridiske vurdering af om to figurmærker er forvekslelige eller ej langt mere kompleks og vidtrækkende end som så.
Har du spørgsmål til dommen, eller ønsker du information om varemærker generelt, er du velkommen til at kontakte os.