Højesteret fastslår krænkelse af varemærket NOMA
Højesteret afsagde i december den endelige afgørelse i en sag anlagt af Michelin restauranten Noma mod Homeenter AB (herefter Homeenter), der bl.a. beskæftiger sig med internetsalg af film, musik, data mv.
I den pågældende sag tog Højesteret stilling til, hvorvidt der var sket en krænkelse af varemærket NOMA, idet Homeenter havde benyttet sig af Noma’s navn i forbindelse med, at de havde udsendt markedsføringsmateriale, hvor nye medlemmer ved at tilmelde sig som medlem af Homecenters chokoladeklub ville deltage i en konkurrence om en middag på Noma’s restaurant.
Der findes i varemærkeloven § 4, stk. 1 hjemmel til, at en varemærkeindehaver kan forbyde andre at gøre erhvervsmæssigt brug af tegn, hvis tegnet er identisk med varemærket, og de produkter, som tegnet er anvendt i forbindelse med, er af samme art som dem, der med varemærket er forsøgt beskyttet, eller såfremt tegnet er identisk eller ligner det pågældende varemærke, og det er brugt i forbindelse med produkter, der er af samme eller lignende art, som dem varemærket beskytter, og der er risiko for forveksling.
Homeenter anførte i sagen, at de ikke havde overtrådt varemærkelovens § 4, stk. 1, idet der ikke i kampagnen, der reklamerede for chokolade, var tale om varer af samme art, og idet der ikke var risiko for forveksling. Homeenter anførte herudover, at heller ikke varemærkelovens § 4, stk. 2, var overtrådt, da Nomas varemærke ikke er velkendt, og da brugen af Noma i kampagnen ikke kunne medføre en utilbørlig udnyttelse eller skade. Endeligt anførte Homeenter, at de ikke kunne tilpligtes at betale et vederlag eller erstatning efter varemærkelovens § 43 og markedsføringslovens § 20, idet de gjorde gældende, at Noma ikke havde lidt et tab.
Noma anførte heroverfor, at salg af chokolade må anses for ligeartet med restaurationsdrift, og at der i kampagnen derfor var risiko for forveksling. Noma anførte endvidere i modsætning til Homeenter, at Nomas varemærke er velkendt, og at Homeenters kampagne medførte risiko for skade på Nomas renomme. På denne baggrund gjorde Noma gældende, at Homeenter skulle betale vederlag eller erstatning.
Højesteret nåede i sagen frem til den afgørelse, at Homeenter ved at anvende Nomas varemærke havde forsøgt at drage fordel ved den tiltrækningskraft, omdømme og prestige, som Noma med deres - ifølge Højesteret - særdeles velkendte varemærke var i besiddelse af. Højesteret gjorde derfor gældende, at Homeenter skulle betale et vederlag, som skulle fastsættes efter, hvad Noma med rimelighed ville have forlangt, såfremt Homeenter havde skullet opnå Noma’s samtykke til brugen. Med denne afgørelse stadfæstede Højesteret den afgørelse, der var truffet af Sø- og Handelsretten i samme sag i juni 2012, og Højesteret fastholdt endvidere i denne forbindelse, at det vederlag, som Noma kunne tilkendes, skulle fastsættes til DKK 150.000, som Sø- og Handelsretten ligeledes var nået frem til i deres afgørelse.