Højesteret fastslår regler om patentprøvelse

Når patent-og varemærkemyndigheder, som eksempelvis Den Europæiske Patentmyndighed (EPO), træffer afgørelser, er der tale om forvaltningsafgørelser.

Sådanne afgørelser skal leve op til en række krav. bl.a. skal der gives en skriftlig begrundelse for afgørelsen, og myndigheden skal sørge for at vejlede sagens parter undervejs. Når myndigheden har truffet afgørelse, kan afgørelsen som udgangspunkt påklages til domstolene. Domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser er et grundlæggende princip i mange retssystemer – blandt andet det danske.

Men hvornår er der reelt tale om en forvaltningsafgørelse, som kan påklages – hvor meget skal der til, når det handler om patentrettigheder? En ny afgørelse fra Højesteret har svaret.

I 2010 indgav biotech-virksomhed Novozymes en ansøgning om patent til EPO. Kort tid efter anlagde virksomheden DuPont Nutrition Biosciences ApS (herefter DuPont) sag mod Novozymes, idet de krævede, at Novozymes skulle anerkende, at DuPont var den retmæssige ejer af patentet.

Novozymes pointerede, at der endnu ikke var udstedt et gyldigt patent, og at der derfor ikke forelå nogen forvaltningsafgørelse, som kunne afprøves ved domstolene, da EPO alene havde afgivet det såkaldte ”intention to grant” på ansøgningen, men reelt stadig kunne ændre mening.

DuPont anførte modsat, at ”intention to grant” var på linje med en forvaltningsafgørelse, og at EPO reelt kun manglede at ”trykke på knappen” for at udstede patentet, hvorfor en retssag godt kunne anlægges. De anførte, at de havde en legitim interesse i at få afklaret hurtigst muligt, om de kunne få patentet overdraget eller ej.

Sagen endte hos Sø-og Handelsretten, der gav Novozymes medhold. Retten udtalte, at ”intention to grant” ikke var lig med en forvaltningsafgørelse, og at DuPont derfor måtte vente med deres sagsanlæg.

Det var DuPont dog ikke enige i, og de ankede sagen til Højesteret. De påpegede, at sagen alene var et anerkendelsessøgsmål, hvis rækkevidde var begrænset til parterne i den konkrete sag, og at en eventuel afgørelse således kun ville have virkning inter partes.

Den forklaring købte Højesteret dog ikke. De fastslog, at de patentretlige love gjorde udtømmende op med muligheden for at gøre indsigelse over for et patent, og at dette alene kunne lade sig gøre efter patentets udstedelse. EPOs ”intention to grant” var ikke at sidestille med en egentlig udstedelse.

At tillade domstolsprøvelse inden udstedelse ville ifølge Højesteret underminere patent-systemet, og selvom DuPont havde en legitim interesse i at få afklaret sagen hurtigst muligt, var der ikke grundlag for at fravige reglerne. DuPonts forsøg på at begrænse søgsmålets rækkevidde, ændrede ikke ved Højesterets beslutning, og Sø-og Handelsrettens afgørelse blev stadfæstet. DuPont kunne således ikke anlægge sag mod Novozymes, men må vente til det omtvistede patent reelt er udstedt.

Sagens resultat var ikke overraskende. Princippet om, at der skal foreligge en endelig forvaltningsafgørelse er fastslået flere gange i forvaltningsretten – og nu har vi Højesterets ord for, at det også gælder i patentsager, og at et ”intention to grant” ikke kan sidestilles med en udstedelse i lovens forstand.

Af Anders Skov
Advokat
E-mail as@otello.dk