Øget beskyttelse af forretnings-hemmeligheder
For mange virksomheder er forretningshemmeligheder og knowhow den altafgørende faktor for deres succes. Det er den viden og ekspertise, der giver dem et forspring på markedet og adskiller dem fra konkurrenterne. Det er opskriften på Coca Cola; ingredienserne i Big Mac-sovsen; hemmeligheden bag Googles søgealgoritme.
Men det kan være en svær størrelse – for knowhow, ideer og koncepter er som udgangspunkt ikke beskyttet, og man kan derfor ikke forhindre andre i at kopiere et godt koncept.
I Danmark beskyttes forretningshemmeligheder til en vis grad af markedsføringslovens § 19, der foreskriver, at det ikke er lovligt at skaffe sig kendskab til forretningshemmeligheder på utilbørlig vis – eller at misbruge forretningshemmeligheder, som man har fået kendskab til på lovlig vis.
Men nu vil et nyt EU-direktiv øge beskyttelsen af forretningshemmeligheder. Forslaget blev vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union i maj 2016, og direktivet skal nu implementeres i den nationale lovgivning i medlemsstaterne.
Direktivet indeholder en række nyskabelser i forhold til de regler, der i dag gælder i dansk ret. For det første indeholder direktivet en relativt bred, men konkret, definition af, hvad der skal forstås ved begrebet ”forretningshemmelighed”. Derudover indeholder direktivet flere bestemmelser om, hvornår en konkret handling udgør en krænkelse – og hvilke handlinger, der som det klare udgangspunkt skal betragtes som lovlige.
Ydermere giver direktivet mulighed for at bekæmpe misbrug af forretningshemmeligheder ved brug af forskellige retsmidler, herunder bøder, erstatning og midlertidige forbud. Den krænkede part bliver således tildelt en række sanktionsmuligheder, som kan anvendes, såfremt fortrolige oplysninger udnyttes uretmæssigt.
I forhold til de eksisterende regler i markedsføringsloven, giver EU-direktivet et bredere anvendelsesområde for, hvad der kan betegnes som forretningshemmeligheder, og den danske markedsføringslov vil derfor skulle tilpasses hertil. Hvordan det i praksis kommer til at foregå, er endnu ikke fastslået, men det forventes, at loven vil blive suppleret med yderligere bestemmelser.
Med vedtagelsen af direktivet får innovative virksomheder en bedre retsstilling, idet den nye definition af forretningshemmeligheder er både bredere og klarere end den danske markedsføringslov. Samtidig tillægges virksomhederne flere retsmidler til bekæmpelse af misbrug, hvilket selvsagt kan gøre det nemmere at passe på sin forretning.
Af Mia Storm
Advokatfuldmægtig
E-mail ms@otello.dk