
TorsdagsTip: Hav den rigtige strategi for dine designs
I vores TorsdagsTip-serie giver vi dig gode tips til beskyttelse og håndhævelse af dine rettigheder. Denne uges tip handler om design.
De designretlige systemer kan ved første øjekast virke forholdsvist simple og billige at bruge i sammenligning med f.eks. patentsystemerne.
Det er eksempelvis ganske enkelt at få en registreret designrettighed i EU, idet der ikke sker nogen prøvning af nyhed og individuel karakter. Endvidere kan man i EU forholdsvist nemt samregistrere sine designs og dermed relativt billigt få beskyttelse for flere designs på én gang.
”Det er dog vigtigt at have den rette designstrategi på plads fra starten”, siger Michael Hansen, advokat og partner. ”Ellers kan samspillet mellem designsystemerne give problemer senere i processen, hvis man ønsker at videreføre sine designs i andre lande. I USA tillades f.eks. ikke samregistreringer, og en international ansøgning i USA vil derfor med stor sandsynlighed ikke kunne registreres, og man vil blive nødsaget til at splitte ansøgningen op, hvorved det økonomiske incitament til samregistrering eller international registrering kan gå tabt”.
Endvidere fortolker en række lande designrettens nyhedskrav absolut, dvs. man tillader ikke den skånefrist i forhold til egen offentliggørelse, som man kender det i Danmark og EU. Det kan selvsagt også komme til at spille en afgørende rolle.
Hertil kommer, at der findes en række forskelle i forhold til tilladte afbildninger af designet, som kræver indsigt i de forskellige designretlige systemer og de individuelle krav.
”Det er derfor vigtigt at få kortlagt på hvilke markeder designregistrering vil være relevant tidligt i processen, både ud fra hvor man sælger, men også hvor man får produceret sine varer, således at de rigtige prioritetsskabende ansøgninger udarbejdes”, afslutter Michael Hansen.
Har du spørgsmål til designregistreringer generelt, eller ønsker du at få registreret dit design, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk. Vi hjælper dig hele vejen med din designansøgning - fra strategi til ansøgning og registrering samt efterfølgende (rets)håndhævelse.