Kina indfører nyt våben i kampen mod kopiproducenter
af Martin Hjelm Kristensen, Advokat (L)
I sager om krænkelse af IP-rettigheder, som for eksempel varemærker, design, patenter og ophavsrettigheder, er det vigtigt at få bremset de krænkende aktiviteter så hurtigt som muligt. I mange lande, herunder Danmark, er det muligt for at få nedlagt et midlertidigt forbud, som hurtigt og effektivt kan bremse krænkelserne.
I Kina har domstolene traditionelt været meget tilbageholdende med at udstede midlertidige forbud. Beslutningen om forbud har således måtte afvente, at domstolene tog stilling til alle sagens spørgsmål, herunder krav om erstatning. Kopiproducenterne kunne på den måde fortsætte den ulovlige produktion, mens forbudssagen verserede. Den langsommelige praksis medførte, at der kunne forløbe adskillige år, fra krænkelsen var konstateret, indtil forbuddet rent faktisk blev nedlagt.
Efter den seneste reform af de processuelle regler, som trådte i kraft pr. 1. januar 2019, samt oprettelsen af de specialiserede IP-domstole, synes de kinesiske domstole dog at være mere villige til at anvende forbud som et midlertidigt retsmiddel.
Fuzhou Intermediate People's Court har således for nylig udstedt et midlertidigt forbud i en sag anlagt af Qualcomm, hvor Apple var sagsøgt for at krænke to patenter, hvilket må betegnes som nye boller på den kinesiske varemærkesuppe.
Betingelserne for at få nedlagt et midlertidigt forbud, ligner de betingelser som gælder for at få nedlagt midlertidigt forbud i USA. Det er en forudsætning for at benytte reglerne, at situationen er hastende, og at manglende øjeblikkelig indgriben kan få væsentlig indflydelse på IP-ejerens interesser. I den forbindelse kan følgende indgå i vurderingen:
• Overhængende ulovlig offentliggørelse af forretningshemmeligheder
• Overhængende fare for skade på personlige rettigheder, f.eks. retten til privatlivets fred
• Overhængende fare for ulovlig bortskaffelse af de omtvistede IP-rettigheder
• Krænkelser i forbindelse messer og udstillinger
• Krænkelser af populære tv/radioprogrammer eller film
• Andre situationer, der kræver en øjeblikkelig foranstaltning for at forhindre væsentlig skade
Rettighedshaveren skal desuden dokumentere, at de krænkede rettigheder består. I den forbindelse har det betydning for vurderingen:
• Om IP-rettighederne har gennemgået en materiel prøvelse (relevant i forhold til brugsmodeller eller designpatenter)
• Om IP-rettighederne er omtvistede f.eks. på grund af igangværende ugyldighedsprocedure
• Om ejerskabet af IP-rettighederne er omtvistet
Herudover skal der være en overhængende risiko for, at manglende indgriben vil medføre uoprettelig skade på sagsøgerens legitime interesser og rettigheder (såkaldt "Irreparabel damages").
Det er desuden en betingelse for at få nedlagt forbud, at sagsøger stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres modparten ved sagen, ligesom vi kender det fra Danmark. Sikkerhedsstillelsen skal dække modpartens tabte fortjeneste, eventuelle opbevaringsudgifter, samt andre tab som følge af forbuddet.
De nye regler om midlertidigt forbud er en væsentlig nyskabelse i Kina, som vil forbedre rettighedshavernes muligheder for hurtigt at få bremset krænkelser. Dette gælder ikke mindst i forhold til krænkelser i forbindelse med messer og udstillinger, hvor de – forhåbentlig – kan være et effektivt middel mod kopiproducenterne.
Oplever du, at dine produkter bliver kopieret, er det vigtigt, at du reagerer hurtigt, så skaden begrænses mest muligt. Kontakt os i dag på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk, hvis du har spørgsmål til en mulig krænkelse, eller hvis du ønsker yderligere information om dine muligheder i Kina.