Mærsk lægger fra kaj med historisk varemærkeregistrering
af Mia Storm, Advokat (L)
For de flestes vedkommende er en varemærkeregistrering lig med et logo, et virksomhedsnavn, et produktnavn eller lignende. For Mærsk er det imidlertid nu også lig med den karakteristiske blå farve, der for nyligt blev varemærkeregistreret under navnet ”Pantone Maersk Blue”. Mærsk er dermed det blot andet selskab i Danmark til at få eneret til en farve.
Hvad har det krævet?
Som nævnt er det blot anden gang i historien, at et selskab lykkes med at få registreret en farve som et varemærke. Det er da heller ikke helt tilfældigt, at det er de store selskaber som først Grundfos og nu Mærsk, der lykkedes med at komme i mål med en registrering af et farvevaremærke, for en eneret på en farve er ganske vidtgående, og derfor kræver det også sit at opnå en sådan registrering.
Det vigtigste element for at opnå en varemærkeregistrering er som bekendt, at mærket har særpræg. En farve har ikke i sig selv særpræg, og derfor betyder Mærsks registrering ikke, at alle og enhver kan få registreret sin egen farve. Det kræver en markant grad af indarbejdelse at opnå en tilstrækkelig grad af særpræg; man skal have brugt farven i så lang tid, at det kan dokumenteres, at folk nu forbinder farven med netop ens virksomhed og ydelser.
Mærsk har benyttet den lyseblå farve gennem 133 år. I deres varemærkeansøgning vedlagde de 30 siders dokumentation for, at farven er indarbejdet, herunder en undersøgelse, der viste, at 84 % af respondenterne i deres relevante kundekreds forbandt den blå farve med netop Mærsk og deres serviceydelser.
På den baggrund fandt Patent- og Varemærkestyrelsen det dokumenteret, at den lyseblå farve havde opnået en tilstrækkelig grad af kendthed i omsætningskredsen, og at Mærsk derfor kunne opnå en eneret hertil.
Det er selvfølgelig relevant at nævne, at Mærsk udelukkende har fået eneretten til farven for ydelsen ”søfragttransport”, hvilket altså betyder, at det kun er inden for lige præcis dette område Mærsk er beskyttet. Andre må således gerne bruge farven, så længe de ikke er inden for samme branche som Mærsk. Netop en afgrænset mængde varer eller tjenesteydelser er vital, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få registreret en farve.
Derudover skal man – som det fremgår – kunne fremlægge en god portion dokumentation. I Mærsks tilfælde er der tale om Danmarks største selskab, som har brugt den samme farve i 133 år; det er selvsagt ikke en opgave, som ethvert firma i Danmark kan løfte. Det er ikke desto mindre værd at hæfte sig ved, at sluserne i højere grad er åbnet, og det kan derfor ikke udelukkes, at flere selskaber fremadrettet vil lægge sig i slipstrømmen af Mærsk og forsøge at beskytte et farvevaremærke.
Utraditionelle varemærker vinder indpas
Som nævnt er varemærker andet end figur- og ordmærker. Den nye varemærkelov, der trådte i kraft den 1. januar 2019, åbnede op for at få langt flere af de såkaldte utraditionelle varemærker registreret – f.eks. lydmærker, bevægelsesmærker, multimediemærker og hologrammærker. Den nye varemærkelov gjorde op med kravet om, at varemærket skal kunne gengives grafisk; i stedet er kravet grundlæggende, at det skal være muligt for Patent- og Varemærkestyrelsen at kunne fastslå den klare og præcise genstand for beskyttelsen. Planen er at skabe en mere moderne og tidssvarende lov, der i højere grad lever op til virksomhedernes behov for at fange kundernes opmærksomhed med andet end logoer og slogans.
Det har Dansk Råd for Genoplivning blandt andre gjort brug af, og de har netop, som de første i Danmark, fået udstedt et bevægelsesmærke. Du kan se mærket her. Et bevægelsesvaremærke vil typisk udgøre en kombination af billede og lyd.
Tidligere i år var det MobilePay, der som de første i Danmark fik registreret et lydvaremærke – nemlig den velkendte ”betalingslyd”, som afspilles, når man overfører penge via appen.
Anvendelsen af den nye varemærkelov er således godt i gang, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi ser flere utraditionelle registreringer.
Har du spørgsmål til farvemærker eller andre utraditionelle varemærker, er du som altid velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.