NY ANSØGNINGSRUNDE FOR PATENTVOUCHERS ÅBNER DEN 26. NOVEMBER
Af Michael Hansen, Advokat (H)
Den 26. november åbner endnu en ansøgningsrunde for patentvouchers. En patentvoucher giver virksomheder mulighed for at få tilskud til blandt andet udgifter til patentrådgivning, forundersøgelser og det danske patentansøgningsgebyr. Det er således en god mulighed for små og mellemstore virksomheder for at få tilskud til patentansøgninger, der for mange SMV’er hurtigt kan blive en stor post i budgettet.
Da midlerne uddeles efter først-til-mølle-princippet, er det vigtigt, at interesserede virksomheder er klar til at ansøge, når ansøgningsrunden starter kl. 9.00.
Krav
Inden man overvejer at søge om at få en Patentvoucher, bør man dog sætte sig ind i om man opfylder kravene til at ansøge. Kravene til at en virksomhed kan ansøge er følgende:
- Virksomheden må maks. have 249 ansatte.
- Virksomheden skal have et dansk CVR-nummer.
- Virksomheden skal have en årlig omsætning på maks. 50 mio. EUR eller samlet årlig balance på maks. 43 mio. EUR.
- Virksomheden skal have lavet et IP-tjek gennem de regionale erhvervshuse (dette er gratis).
Formålet med IP-tjekket er at sikre, at der tilstrækkeligt potentiale i din virksomhed. I kan kontakte jeres regionale erhvervshus og booke et gratis IP-tjek her: https://www.dkpto.dk/kampagner/ip-tjek.
Hvis jeres virksomhed allerede har fået foretaget et IP-tjek, skal I være opmærksomme på, at jeres IP-certifikat stadig skal være gyldig, hvilket det er i 12 måneder fra udstedelsesdatoen. Hvis IP-tjekket blev udført for mere end tre måneder siden, skal I desuden være forberedte på at besvare opfølgende spørgsmål om opfindelsens nuværende status.
Tilskuddet
Hvis ansøgningen godkendes, kan jeres virksomhed modtage et tilskud på 75 % af de afholdte omkostninger, dog maksimalt 75.000 kr.
En patentvoucher kan tildeles én gang per kalenderår og hver virksomhed kan kun få én voucher per certifikat. Voucheren dækker udgifter til ydelser, der iværksættes efter modtagelsen af voucheren, hvilket gør det muligt for virksomheder at få økonomisk støtte til relevante udgifter fra starten af processen. Med en patentvoucher i hånden kan I f.eks. få tilskud til de udgifter der er forbundet med at få foretaget nyhedsundersøgelser eller udgifter til juridisk rådgivning i forbindelse med patentansøgningsprocessen.
Når bevillingsdokumenterne er underskrevet, markedsafdækningen er gennemført, og der er opnået skriftlig godkendelse af en rådgiver fra Probase, kan man disponere over bevillingens økonomiske del. For at sikre udbetaling skal alle udgifter være afholdt og betalt, og anmodningen om udbetaling skal indsendes senest 12 måneder efter voucherens modtagelse.
Hvis du har spørgsmål til patenter, eller ønsker vejledning i hvordan du eller din virksomhed bedst beskytter dine nye opfindelser, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller på mail@otello.dk.