Stævnet for ulovlig download og fildeling?
af Michael Hansen, Advokat (H)
Internetbrugere er i stigende omfang blevet stævnet med påstand om ulovlig download og fildeling. Hvad gør man som stævnet i disse sager?
Et advokatfirma har på vegne af selskabet Copyright Management Service udsendt tusindvis af breve til danskere med varsel om at anlægge retssag, medmindre sagen blev forligt mod betaling af et beløb. Der verserer derfor nu et ganske stort antal retssager om ulovlig download og fildeling af ophavsretligt beskyttet materiale.
Efter hidtil praksis, er det som udgangspunkt Copyright Management Services, der skal bevise, at det er indehaveren af IP-adressen, der har foretaget ulovligt download og fildeling.
Ofte fremlægges der kun en log over en IP-adresse, der på et eller flere givne tidspunkter har foretaget ulovligt download og fildeling af film, der er ophavsretligt beskyttet.
Højesteret har tidligere fastslået i en dom fra 2011, at sådan en log ikke i sig selv er tilstrækkeligt bevis for at gøre en abonnent af en IP-adresse ansvarlig for den ulovlige aktivitet.
Hvordan skal man forholde sig som stævnet?
Det kan være en stor mundfuld selv at skulle forholde sig til en stævning og gennemskue, hvordan en retssag skal håndteres. Da det vil være en konkret vurdering, hvordan sagen skal føres, er det vores anbefaling at søge rådgivning, hvis man har modtaget en stævning.
Det er karakteristisk for sagerne, at de er nogle år gamle. Det bør derfor overvejes, om en ikke ubetydelig passivitet fra sagsøgers side bør inddrages eller, om sagsøgte overhovedet har dokumenteret at være rette sagsøger.
Som sagsøgt kan du søge retshjælpsdækning gennem din private forsikring.
Husk at holde øje med www.minretssag.dk, hvor du kan logge ind via NemID og holde øje med fristerne for dit svarskrift.
Har du brug for hjælp til at føre sagen, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mih@otello.dk