
Domstolen afviser ond tro ved registrering af varemærke - trods tidligere samarbejde
Af Michael Hansen, Advokat (H)
I en interessant afgørelse fra den 9. juni 2021 tog EU-domstolen stilling til, hvorvidt Nice Lufthavn havde været i ond ved ansøgning om registrering af figurmærket RIVIERA AIRPORT.
I afgørelsen fastslog EU-domstolen, at selvom Nice Lufthavn var bekendt med en konkurrerende lufthavns hensigt om at bruge varemærket, var dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere ond tro.
Sagens baggrund
I februar 2017 ansøgte Aéroports de la Côte d’Azur (Nice Lufthavn) om varemærkeregistrering af figurmærket RIVIERA AIRPORT.
I den forbindelse gjorde den italienske lufthavn, Aeroporto Villanova d’Albenga SpA (Riviera Lufthavn), indsigelse mod registreringen med påstand om, at varemærkeansøgningen var indgivet i ond tro, jf. EU-varemærkeforordningens artikel 59, stk. 1, litra b.
Indsigelsen blev imidlertid afvist af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og ankenævnet, hvorfor Riviera Lufthavn appellerede afgørelsen til EU-domstolen.
Domstolens afgørelse
Ved EU-domstolen gjorde Riviera Lufthavn gældende, at der tidligere havde eksisteret et samarbejdsforhold mellem Riviera Lufthavn og et datterselskab til Nice Lufthavn.
Riviera Lufthavn oplyste i den forbindelse, at de, dagen forinden Nice Lufthavns ansøgning af varemærket, havde fremsendt en designplan for Riviera Airport-projektet og inviteret til et møde herom.
På denne baggrund mente Riviera Lufthavn, at der forelå en fortrolig samarbejdsaftale mellem parterne, hvorfor Nice Lufthavn havde været i ond tro ved indleveringen af varemærket.
På trods af dette vurderede EU-domstolen, at der ikke forelå et samarbejdsforhold mellem parterne, der udelukkede Nice Lufthavn fra at ansøge om registrering af det anfægtede figurmærke.
EU-domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at det anfægtede figurmærke havde samme struktur som en række ældre varemærker, som Nice Lufthavn havde registreret siden 2010. Der var derfor påvist en sammenhængende forretningsstrategi fra Nice Lufthavn, hvorfor varemærkeansøgningen ikke kunne karakteriseres som en handling foretaget i ond tro.
EU-domstolen stadfæstede derfor ankenævnets afgørelse.
Har du spørgsmål til beskyttelse af varemærker, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller e-mail mail@otello.dk.