EU-domstolen: Links ikke omfattet af eneret
Igennem mange år har linking været et omdiskuteret emne. Nationale domstole rundt om i verden, også inden for EU, har afsagt modstridende domme, hvilket har ført til voksende forvirring og usikkerhed.
I 2001 blev en 15-årig dansk dreng dømt for selvstændigt at have tilgængelig gjort ophavsretligt beskyttet materiale alene ved at linke til en hjemmeside, som indeholdt det beskyttede materiale, hvilket udgjorde en krænkelse af ophavsmandens rettigheder. Men kun 4 år senere underkendte den norske højesteret den anskuelse, idet den fastslog, at linking ikke var omfattet af ophavsmandens enerettigheder. De ophavsretlige vande er således noget forplumrede, men med en ny afgørelse fra EU-domstolen (C-466/12) er der muligvis en opklaring på vej.
I 2010 anlagde en række ansatte ved den svenske avis Göteborg Posten sag mod Retriever Sverige, en hjemmeside som forsyner sine kunder med klikbare links til artikler på andre hjemmesider. Göteborg Posten anførte, at deres ophavsrettigheder var blevet krænket, idet Retriever Sverige havde krænket deres eneret til at udbrede deres materiale til almenheden. Sagen endte ved den svenske højesteret, der søgte hjælp hos EU-domstolen ved at bede om en præjudiciel afgørelse. Afgørelsen skulle fastslå, om linking er omfattet af ophavsmandens eneret til overførsel til almenheden eller ej.
I sidste uge, torsdag d. 13. februar, kom afgørelsen fra EU-domstolen, der fastslog, at det relevante EU-direktiv (InfoSoc-direktivet) skal fortolkes således, at et link på en hjemmeside, der linker ophavsretligt beskyttet materiale, der er frit tilgængeligt på den anden hjemmeside, ikke i sig selv udgør en overførsel til almenheden, og derfor ikke udgør en krænkelse af ophavsmandens rettigheder. Retriever Sveriges linking udgør således ikke en krænkelse af Göteborg Postens ansattes rettigheder.
Det afgørende er, at en overførsel til almenheden kræver, at overførslen rettes mod en almenhed, der ikke er taget højde for ved den oprindelige overførsel. I det konkrete tilfælde var Göteborg Postens overførsel rettet mod alle besøgende på avisens hjemmeside, idet hjemmesiden ikke indeholder nogen restriktioner, og således gør sine artikler tilgængelige for alle – uden betaling. Det medfører, at Retriever Sveriges linking ikke kan være rettet mod en ny almenhed, og at linkingen derfor er retmæssig.
Dette betyder – i det store billede – at linking er lovligt, så længe det materiale der linkes til er tilgængeligt for alle - uden krav om betaling eller underlagt andre restriktioner, der kan indskrænke adgangen til materialet.
Det er en skelsættende konklusion fra EU-domstolen, som i høj grad stemmer overens med principperne bag internettet og dets anvendelse, og internetbrugere verden over har udtrykt stor tilfredshed med afgørelsen.
Endvidere blev det klargjort af EU-domstolen, at medlemsstaterne i EU ikke må give rettighedshavere en bredere beskyttelse, og at medlemsstaterne således må afholde sig fra at udvide beskyttelsesområdet i forhold til den netop afsagte dom. Dette vil givetvis medføre, at antallet af modstridende domme vil formindskes, og at ophavsretslovgivningen og anvendelsen heraf bliver en smule mere gennemsigtig og forståelig i forhold til linking.