Jem & Fix solgte forfalskede motorsave
I marts 2013 solgte gør-det-selv-kæden Jem & Fix næsten 1.400 motorsave af deres eget mærke ”Garden”. Motorsavene var populære – blandt andet fordi savenes vitale dele var af mærket Oregon.
I slutningen af marts 2013 blev Jem & Fix imidlertid kontaktet af det amerikanske firma bag Oregon-delene. Firmaet gjorde opmærksom på, at delene i de solgte motorsave ikke var originale, men derimod varemærkeforfalskede.
Jem & Fix rettede straks henvendelse til deres leverandør, som efter undersøgelse kunne konstatere, at både kæde og sværd ganske rigtigt var varemærkeforfalskninger, og ikke af mærket Oregon som annonceret. Den kinesiske producent havde anvendt forfalskede dele i motorsavene uden leverandørens vidende.
Jem & Fix trak de resterende motorsave tilbage fra butikshylderne og udskiftede de forfalskede dele med de originale. Herefter igangsatte de en kvalitetsundersøgelse, der skulle afsløre eventuelle fejl og mangler ved de falske dele. Samtidig blev der holdt et vågent øje med antallet af reklamationer på motorsavene.
Kvalitetsundersøgelsen viste dog, at delene var af god kvalitet, og at der således ikke var nogen fare forbundet med at anvende de solgte save. Derudover fik Jem & Fix ikke en eneste reklamation på de solgte motorsave, og derfor besluttede de sig for ikke at gøre yderligere. Opdagelsen af de forfalskede dele blev ikke annonceret, og de solgte motorsave blev ikke tilbagekaldt.
Dette var Oregon dog langt fra tilfreds med. De mente, at Jem & Fix satte både forbrugernes sikkerhed og Oregons omdømme på spil, og at alle savene burde være fjernet fra markedet. De mente, at Jem & Fix i en offentliggørelse af sagen skulle betegne motorsavene som farlige for forbrugerne, hvilket Jem & Fix ikke ville gå med til, idet alle undersøgelser viste, at motorsavene er lige så sikre at bruge som alle andre motorsave.
Uenighederne har ført til, at Jem & Fix og Oregon nu må en tur i retten. Her skal der tages stilling til, hvorvidt motorsavene skal betegnes som farlige eller ej, samt størrelsen af erstatningen til Oregon for krænkelsen.
I mellemtiden beklager Jem & Fix hele sagen. De erkender, at de burde have annonceret for at få de solgte motorsave tilbage, og lover at købere i fremtiden vil blive informeret, såfremt en lignende situation skulle finde sted. Lad os dog krydse fingre for, at motorsavs-misæren var en engangsforestilling, og at Jem & Fix ikke får ørene i maskinen igen.