Gå til hovedindhold
Menu
  • Personer
  • Rådgivning
  • Nyheder
  • Om Otello
  • Kontakt Os
  • Dansk Dansk
  • English English

Absolut Vodka får registreret kobberfarvet flaske som tredimensionelt varemærke

Af Martin Hoffgaard Rasmussen, Advokat (L)

Det kan være ganske vanskeligt at få produktudformninger og produktemballage registreret som tredimensionelle varemærker, da det forudsætter, at produktet eller produktemballagen afviger væsentligt fra branchens normer og sædvaner. For eksempel blev den ikoniske Moon Boot-støvle afvist fra registrering i januar 2022, da EU-domstolen fandt, at Moon Boot-støvlen i det store og hele svarer til den almindelige form på vinterstøvler (læs eventuelt mere om dén sag her)

Ikke desto mindre har det svenske vodka-brand, Absolut Vodka, for nyligt fået medhold i en sag for appelkammeret om registreringen af den kobberfarvede Absolut Elyx Vodka som et tredimensionelt varemærke.

SAGENS BAGGRUND

Den 15. februar 2019 ansøgte Absolut Vodka om registrering af deres Elyx vodkaflaske som tredimensionelt varemærke i EU. Den europæiske varemærkemyndighed afviste imidlertid at registrere vodkaflasken med den begrundelse, at forbrugerne ikke ville anse flasken som et varemærke, idet flasken ikke adskilte sig væsentligt fra andre flasker på markedet.

Absolut Vodka var imidlertid ikke enig i varemærkemyndighedens afgørelse, hvorfor afgørelsen blev anket til appelkammeret.

APPELKAMMERETS AFGØRELSE

I sagen for appelkammeret, blev det indledningsvist slået fast, at vodkaflaskens form og prop ikke adskiller sig væsentligt fra andre flasker på markedet. Ej heller den krystallignende overfladestruktur blev vurderet som særpræget for flasken.

Appelkammeret vurderede imidlertid, at de kobberfarvede elementer – herunder flaskens kobberfarvede bagside, den kobberfarvede etikette og den kobberfarvede folie på flaskens hals – ikke ville gå ubemærket hen af forbrugerne. Appelkammeret lagde i den forbindelse særligt vægt på, at de kobberfarvede elementer ændrer nuancer alt efter hvilket perspektiv, man ser flasken fra.

Det var derfor appelkammerets samlede vurdering, at forbrugerne vil genkende den kobberfarvede vodkaflaske og adskille den fra andre flasker på markedet. Absolut Vodka fik derfor medhold i sagen, hvorefter deres Absolut Elyx Vodka blev registreret som tredimensionelt varemærke i EU under registreringsnummer EUTM 018023659.

VORES KOMMENTAR

Teoretisk set nyder tredimensionelle varemærker samme beskyttelse som andre varemærketyper, herunder ordmærker og logoer. For at registrere varemærker, herunder produktudformninger og produktemballage, stilles der imidlertid krav om, at forbrugerne kan identificere produktets oprindelse via varemærket.

Såfremt du ønsker at beskytte dit produkts udformning og/eller emballage, er det derfor vigtigt, at du sørger for at denne afviger væsentligt fra de normer og sædvaner, som findes på markedet.

Har du spørgsmål til afgørelsen eller skal vi hjælpe dig med at registrere din produktudformning eller produktemballage, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.

Modtag vores nyhedsbrev


View Otello's profile on LinkedIn View Otello's profile on Facebook Abonner på RSS-feed Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Otello Advokatfirma
Aarhus · København
Tlf.: 70 22 88 68
E-mail: mail@otello.dk

 


Cookie-politik  |  Persondatapolitik  |  Disclaimer