
Apple mister rettighederne til ”Think Different”
Ved at registrere et varemærke, opnår man som udgangspunkt en evigtvarende ret, så længe man betaler fornyelsesafgiften hvert 10. år og samtidig husker at gøre brug af sit varemærke på markedet. Du kan læse mere om varemærkeindehaverens pligt til brug i vores blogindlæg her
Glemmer man at gøre brug af sit varemærke på markedet – eller kan man ikke dokumentere, at man rent faktisk har gjort brug af sit varemærke – risikerer man at miste retten hertil, hvis der indleveres begæring om ophævelse. Dette var netop tilfældet for Apple, der ved EU-domstolens afgørelse den 8. juni 2022, mistede retten til deres ordmærke ”Think Different”.
SAGENS BAGGRUND
Apple har af tre omgange - i henholdsvis 1997, 1998 og 2005 – opnået registrering af varemærket ”Think Different” for computere, elektronik o. lign.
I oktober 2016 blev de tre varemærker imidlertid begæret ophævet af den schweiziske urproducent, Swatch, der ønskede at registrere et lignende mærke som produktnavn, nemlig ”Tick Different”. Swatch gjorde i den forbindelse gældende, at Apple ikke havde gjort reel brug af deres slogan ”Think Different” inden for de seneste 5 år (perioden oktober 2011 – oktober 2016).
Swatch fik indledningsvist medhold i deres begæringer hos den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, og igen ved ankeinstansen Board of Appeal. Apple var imidlertid af den opfattelse, at de havde gjort tilstrækkelig brug af mærket, hvorfor de valgte indbringe spørgsmålet til afgørelse ved EU-domstolen.
EU-DOMSTOLENS AFGØRELSE
Det var således EU-domstolens opgave at tage stilling til, hvorvidt Apple havde gjort tilstrækkelig brug af deres varemærke ”Think Different” i perioden oktober 2011 – oktober 2016.
For EU-domstolen fremhævede Apple først og fremmest, at ordmærket ”Think Different” fremgik på produktemballagen ved køb af iMacs og MacBooks. Heroverfor bemærkede EU-domstolen imidlertid, at ”Think Different” alene fremgik ved siden af produktemballagens stregkode, hvorfor det ikke blive opfanget af forbrugerne.
Videre bemærkede EU-domstolen, at brugen af ”Think Different” blev brugt i sammenhæng med andre varemærker, såsom fx MAC, hvorfor forbrugerne ikke ville opfatte ”Think Different” som et varemærke, men nærmere som et salgsfremmende budskab om at tænke ud af boksen. EU-domstolen bemærkede i den forbindelse, at ordmærket ”Think Different” generelt har en lav grad af særpræg, hvorfor der skal meget til at statuere varemærkeretlig brug.
Det var derfor EU-domstolens samlede opfattelse, at Apple ikke havde gjort reel brug af ”Think Different”, og Apples registreringer blev derfor ophævet og beskyttelsen borfaldt.
VORES KOMMENTAR
Afgørelsen fra EU-domstolen betyder, at Swatch nu frit kan gøre brug af ”Tick Different” for deres produkter og ydelser, uden at krænke Apples varemærkerettigheder. Faktisk er det ikke første gang, at Swatch ”stjæler” et varemærke fra Apple; i marts 2021 vandt Swatch en sag om rettighederne til udtrykket ”one more thing”, som Apple-stifteren, Steve Jobs, ofte havde anvendt i forbindelse med lanceringen af nye produkter.
Afgørelsen om ”Think Different” er også et klart eksempel på, at opfylder man ikke den lovfæstede brugspligt; ja, så risikerer man altså at miste retten til sit varemærke. Det er derfor vigtigt, at man som indehaver af en varemærkeregistrering sørger for løbende at vedligeholde sit varemærke på markedet.
Er du i tvivl om hvorvidt dit varemærke opfylder brugspligtskravet, eller kræver dit varemærke et hurtigt eftersyn, er du velkommen til at kontakte vores specialister til en uforpligtende snak på tlf. 70 22 88 68 eller på mail@otello.dk.