Gå til hovedindhold
Menu
  • Personer
  • Rådgivning
  • Nyheder
  • Om Otello
  • Kontakt Os
  • Dansk Dansk
  • English English

BLACK FRIDAY - er din virksomhed klar til årets største salgsdag?

Af Martin Hoffgaard Rasmussen, Advokat (L)

Årets største salgsdag står for døren. Black Friday, der i år falder fredag den 26. november, er en højtid af dimensioner – både for fysiske butikker og webshops. Det kan i den anledning være en god idé at følge op på, hvorvidt du som erhvervsdrivende efterlever de forskellige regler, der gælder til prissætning og markedsføring.

PRISMARKEDSFØRING

Når der reklameres med en rabat som en procentvis besvarelse eller før/nu-pris, skal varen som udgangspunkt have været solgt til normalpris i minimum seks sammenhængende uger før prisen sættes ned. Der er imidlertid mulighed for at fravige dette udgangspunkt, såfremt der er tale om en såkaldt kortvarig kampagne.

Ved kortvarige kampagner forstås kampagner af maksimalt tre dages varighed, hvor der tilbydes rabat på samtlige varer, dele af varesortimentet eller en bestemt varekategori. Der må derfor gerne laves særlige ”Black Friday”-kampagner på op til tre dages varighed, hvor der tilbydes eksempelvis ”25 % på hele butikken” eller ”50 % på alle jeans”.

SALGSFREMMENDE UDTRYK

Brug af salgsfremmende udtryk såsom ”slagtilbud”, ”chokpriser” og ”kampagnekriser” må kun anvendes, hvis der reelt er tale om særligt fordelagtige tilbud. Tilsvarende må udtrykket ”få på lager” kun anvendes, hvis det har et reelt indhold. Det er nemlig vildledende markedsføring at give udtryk for, at kunderne kan spare mange penge, eller at der kun er få varer på lager, hvis dette ikke er tilfældet.

FORTRYDELSESRET

Hvorvidt kunder skal tilbydes fortrydelsesret, afhænger af, om der sælges fra fysisk butik eller online.
Ved salg fra fysisk butik er det frivilligt, om man vil tilbyde sine kunder fortrydelsesret. Ved salg på internettet gælder der derimod en lovfæstet 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesfristen løber som udgangspunkt fra tidspunktet, hvor kunden har modtaget varen eller har afhentet denne i en pakkeboks eller lignende.

Ovenstående er blot et par eksempler på regler, som du som erhvervsdrivende kan have i tankerne inden du kaster dig ud i årets største salgsdag. Der er mange regler at holde styr på, men Black Fridays øgede popularitet har imidlertid afstedkommet en øget interesse fra Forbrugerombudsmanden – og det kan være dyrt at tage fejl!

Har du spørgsmål til ovenstående eller til reglerne om prissætning og markedsføring generelt, er du som altid velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.

Modtag vores nyhedsbrev


View Otello's profile on LinkedIn View Otello's profile on Facebook Abonner på RSS-feed Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Otello Advokatfirma
København · Aarhus · Herning
Tlf.: 70 22 88 68
E-mail: mail@otello.dk

 


Cookie-politik  |  Persondatapolitik  |  Disclaimer