DANSK FIRMA TABER VAREMÆRKESAG TIL INTEL
Varemærkerettigheder kan være en indviklet affære, hvor man både kan opnå beskyttelse ved registrering og ibrugtagning.
Hovedreglen er, at omfanget af beskyttelsen er begrænset til de vareklasser, man har registreret eller taget varemærket i brug for, men i visse tilfælde udvides beskyttelsen:
Såfremt et varemærke bliver anset som et velkendt varemærke efter varemærkelovens § 4, stk. 2, opnår varemærket beskyttelse i alle vareklasser – også de klasser, hvor det ikke er registreret eller taget i brug for. Hvornår et varemærke er velkendt afhænger af, hvorvidt mærket kan siges at være almindeligt kendt på markedet.
Intel Corporations er verdens største producent af computerchips. Sø- & Handelsretten har i en sag skulle afgøre, hvorvidt deres varemærke ”INTEL” kan betegnes som et velkendt varemærke.
Sagen vedrørte den danske virksomhed SeaIntel ApS, som beskæftiger sig med indsamling og analyse vedrørende containershipping. Spørgsmålet var, hvorvidt varemærket INTEL blev krænket ved benyttelse af SeaIntel som selskabsnavn og varemærke.
SeaIntel ApS gjorde først gældende, at selve ordet ’Intel’ var en forkortelse af det engelske ord ’Intelligence’ og derved ikke havde særpræg nok til at kunne nyde beskyttelse som varemærke. Dette var retten dog ikke enig i, og ordet ansås for at have tilstrækkeligt særpræg.
Retten vurderede herefter, hvorvidt de to parter var i konkurrenceforhold. Intel Corporations havde bl.a. registreret deres varemærke i klasse 39, som vedrører ”tjenesteydelser bestående af informationer om transport af varer og mæglere og turistbureauer”. SeaIntel havde ikke registreret deres varemærke, men havde taget mærket i brug inden for samme vareklasse, hvorfor der var sammenfald mellem varerne. Intel Corporation kunne imidlertid ikke godtgøre, at de havde opfyldt brugspligten i den pågældende vareklasse, idet mærket ikke havde været i reel brug i de sidste 5 år som krævet. Retten afviste således at yde Intel Corporation beskyttelse på baggrund af deres registrering.
Derimod kom retten frem til, at varemærket INTEL er et velkendt varemærke efter varemærkelovens § 4, stk. 2, og selvom SeaIntel og INTEL ikke kan siges at være i et konkurrenceforhold, grundet Intel Corporations manglende brug i klasse 39, fastslog retten, at varemærket INTEL på grund af sin velkendte status nyheder beskyttelse i alle klasser.
Der blev afsagt dom, og SeaIntel ApS fik forbud mod at bruge varemærket SeaIntel. De skulle derudover slette deres selskabsnavn SeaIntel ApS, samt domænenavnet SeaIntel.com, idet disse udgjorde en krænkelse af Intel Corporations varemærkerettigheder. Desuden skulle der betales en godtgørelse på 20.000 kroner for den foretagne krænkelse.
Man kan stille spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af en sådan regel, da den – at dømme ud fra denne sag - hovedsageligt kun tilgodeser de største virksomheder på markedet. Årsagen til reglen er dog, at man ønsker at forhindre andre virksomheder i at udnytte en velkendt virksomheds værdi og renommé. Som eksempel kan man forestille sig, at en barnevognsforhandler gør brug af varemærket FERRARI til salg af barnevogne. Her udnytter forhandleren Ferraris værdi og renommé, som de har opbygget igennem mange år, og dette kan potentielt skade Ferraris virksomhed. Det er netop dette som søges beskyttet ved denne regel.
Sagen viser, hvor forsigtig man skal være, når man har med velkendte varemærker at gøre, og hvor galt det kan gå, selvom man tror, man har gjort sit forarbejde og tjekket op på mulige varemærkeregistreringer. SeaIntel ApS troede, at de havde fri bane til at bruge deres navn, men det skulle vise sig at blive en dyr lærestreg.
Er du i tvivl om dit virksomhedsnavn eller brugen af andres varemærker, så kontakt os for en uforpligtende snak.
Af Mia Storm
Advokatfuldmægtig
Email ms@otello.dk