
Få tilskud til registrering af dine IP-rettigheder
Hvor meget udbetales i tilskud?
Det er muligt at få udbetalt helt op til 2.250 EUR (16.745 kr.) i tilskud i 2022. Tilskuddene gives i form af vouchere, som dækker forskellige IP-aktiviteter:
-
Voucher 1: Dækker 75 % af udgifterne til gebyrer i forbindelse med ansøgning om varemærke- og designbeskyttelse. Der tildeles både tilskud til nationale-, internationale- og EU-ansøgninger. Det maksimale beløb, der kan tildeles i tilskud, udgør 1.500 EUR (11.160 kr.).
Hvis du for eksempel vil ansøge om registrering af et varemærke i EU i tre vareklasser udgør ansøgningsgebyrerne 7.875 kr. Heraf refunderes op til 75 %, dvs. 5.900 kr.
- Voucher 2: Dækker 50 % af udgifterne til gebyrer i forbindelse med nationale patentansøgninger. Det maksimale beløb, du kan få i tilskud, udgør 750 EUR (5.580 kr.).
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan søges om tilskud til allerede afholdte udgifter. Du må derfor afvente afgørelsen på din tilskudsansøgning, før dine IP-rettigheder søges beskyttet.
Hvornår kan man ansøge om tilskud?
Det er muligt at ansøge om tilskud helt frem til den 16. december 2022.
Bemærk at fonden alene har begrænsede midler, hvorfor tilskuddene fordeles efter først-til-mølle-princippet. Tilskudsordningen kan derfor også lukke tidligere end angivet.
Hvorfor ansøge om tilskud?
Med en registreret rettighed står du stærkt, når du skal beskytte din forretning. Et registreringsbevis er et bevis på, at du ejer retten til din idé eller forretningskendetegn, og du kan påberåbe dig denne, hvis andre kopierer dig. Det kan derfor betale sig at investere både tid og penge i at registrere dine IP-rettigheder.
SMV-fondens tilskudsordning er et lukrativt tilbud for små og mellemstore virksomheder, der ønsker at beskytte sine idéer og forretningskendetegn. Hos Otello Advokatfirma er vi specialister i IP-rettigheder, og vi hjælper dig gerne med at lægge en IP-strategi og registrere dine rettigheder.
Kontakt advokat Martin Hjelm Kristensen eller advokatfuldmægtig Cecilie Buhl, hvis du ønsker at vide mere om tilskudsordningen og dine registreringsmuligheder. Læs mere om SMV-fonden og ansøg om tilskud via linket her.