Hvem har bevisbyrden for "reel brug" af et varemærke?

Som indehaver af et registreret varemærke er man forpligtet til at gøre brug af mærket indenfor fem år fra registreringstidspunktet - ellers kan varemærkeregistreringen kræves ophævet. Det betyder, at såfremt indehaveren af et registreret varemærke ikke inden fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning kan dokumentere, at denne har gjort brug af varemærket for de varer eller ydelser, for hvilke det er registreret, kan rettighederne til varemærket fortabes.

Men hvem har egentlig bevisbyrden for, at brugspligten er opfyldt, og hvad kræves der for, at man kan anlægge sag med krav om dokumentation for brug? Dét har EU-domstolen for nylig taget stilling til i en sag fra den 10. marts 2022.

SAGENS BAGGRUND

Sagen fra EU-domstolen opstod, da det tyske firma, Maxxus Group GmbH & Co. KG, ønskede at registrere ordmærket "Maxxus" for træningsudstyr og -maskiner. Maxxus Group blev imidlertid forhindret i registrering, da den tyske detailkæde, Globus Holding GmbH Co. KG, havde registreret et lignende varemærke i 1996, nemlig ordmærket "Maxus".

Maxxus Group havde imidlertid foretaget en række internetsøgninger, heriblandt på Globus' hjemmeside, der ikke havde givet nogen oplysninger om Globus' brug af "Maxus"-varemærket. Maxxus Group anlagde derfor sag med påstand om, at Globus på grund af manglende brug havde fortabt sine rettigheder til varemærket.

Heroverfor gjorde Globus gældende, at Maxxus' internetsøgninger ikke udgjorde dokumentation for manglende brug, og at Maxxus burde have gennemført en markedsundersøgelse forud for sagen.

EU-DOMSTOLENS AFGØRELSE

I relation til spørgsmålet om brugspligten, bemærkede EU-domstolen indledningsvist, at denne skal fortolkes ens i alle medlemslande, hvorefter bevisbyrden påhviler indehaveren af det pågældende varemærke:

"Det er nemlig indehaveren af det omtvistede varemærke, som har de bedste forudsætninger for at kunne fremlægge beviser for de konkrete tiltag til støtte for det anførte om, at dennes varemærke har været genstand for reel brug" (præmis 35)

Dette indebærer, at der ikke kan opstilles processuelle regler om, at indsigeren er forpligtet til at foretage en undersøgelse af indehaveren af det pågældende varemærkes eventuelle brug. Det er varemærkeindehaveren selv, der må fremlægge dokumentation for, at dennes varemærke har været genstand for reel brug på markedet (læs eventuelt mere om dokumentationskravet her)

Maxxus var derfor hverken forpligtet til at gennemføre internetsøgninger eller markedsundersøgelser forud for sagen.

KAN ALLE OG ENHVER ANLÆGGE SAG MED KRAV OM DOKUMENTATION FOR BRUG?

Et andet interessant spørgsmål i sagen angik, om der, henset til at bevisbyrden udelukkende påhviler varemærkeindehaveren, foreligger risiko for en stigning i antallet af uretmæssige begæringer om fortabelse på grund af manglende brug.

Heroverfor bemærkede EU-domstolen, at der for indsigeren gælder en vis forpligtelse til at begrunde anlæggelsen af sag - dog vil en simpel redegørelse for de foreliggende omstændigheder være tilstrækkeligt. I øvrigt er det ligeledes muligt at pålægge indsigeren af betale et gebyr ved anlæggelsen af sag.

Uanset at man som varemærkeindehaver selv bærer bevisbyrden for sin brugspligt, skal man således ikke gå og frygte, at der nu vil komme en stor bølge af indsigelsessager, hvor der stilles krav om dokumentation for brug. Afgørelsen indebærer nemlig ikke, at alle og enhver uden retlig interesse kan anlægge sag og kræve dokumentation for varemærkeindehaverens brugspligt.

Har du spørgsmål til afgørelsen eller ønsker du at vide mere om din brugspligt eller bevisbyrden herfor så er du naturligvis velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.