KAN MAN HAVE ENERET TIL BEGREBET LEGALTECH?
Begrebet legaltech anvendes i stigende grad indenfor den juridiske verden, hvor særligt konsulenter og advokathuse anvender betegnelsen for teknologiske løsninger til digitalisering af juridiske processer. Der findes imidlertid ikke en almindelig anerkendt definition af begrebet, men der er enighed om, at det omfatter teknologi og digitale løsninger, der skal løse eller effektivisere juridisk sagsbehandling.
LEGALTECH ApS mod Legaltech Denmark ApS
Den 15. august 2022 afsagde Sø- og Handelsretten dom i en sag, der omhandler brugen af ordet legaltech.Sagsøger, LEGALTECH ApS, havde sagsøgt LegalTech Denmark ApS for at have overtrådt selskabsloven, varemærkeloven og markedsføringsloven ved at benytte ordet legaltech som virksomhedsnavn og som led i sin markedsføring. LEGALTECH ApS mente nemlig, at de havde eneret til brug af begrebet legaltech.
LegalTech Denmark ApS gjorde gældende, at legaltech er et gængs og alment begreb, som der ikke kan opnås eneret til. Dette var Sø- og Handelsretten delvist enig i.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten bemærkede, at selskabsnavnene LEGALTECH ApS og LegalTech Denmark ApS i realiteten er identiske, og er der er et vist branchesammenfald mellem de to virksomheder. Der forelå derfor en nærliggende risiko for forveksling af de to virksomheders navne, hvilket ifølge selskabsloven ikke er tilladt. LegalTech Denmark ApS blev derfor påbudt at ændre virksomhedsnavn, herunder ændre deres registrering i CVR-registret.
For så vidt angik spørgsmålet om krænkelse efter varemærkeloven, bemærkede Sø- og Handelsretten, at LEGALTECH ApS’ varemærkeregistrering, som de påberåbte sig, var ansøgt efter sagens anlæggelse, hvorfor den ikke kunne gøres gældende. Samtidig bemærkede Sø- og Handelsretten, at LEGALTECH ApS ikke opfyldte betingelserne for at opnå beskyttelse efter markedsføringsloven, idet der ikke var dokumenteret nogen erhvervsaktivitet eller planer om kommende erhvervsmæssig aktivitet.
Vores kommentar
Sø- og Handelsrettens resultat skal læses på baggrund af deres forståelse af begrebet legaltech, hvor retten udtalte:
”Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at der ikke findes en fast almindelig anerkendt definition af begrebet Legaltech, men at anvendelsesområdet er bredt og i hvert fald omfatter teknologier og digitale løsninger, der anvendes inden for den juridiske branche.”
Sø- og Handelsretten giver en vis eneret til ordet legaltech i forbindelse med selskabsnavne, men tager desværre ikke direkte stilling til, om retten anser legaltech som et begreb, der er generisk og uden særpræg for sammenblandingen af IT-teknologi med juridiske ydelser.
Med rettens udtalelse omkring forståelsen af anvendelsesområdet for legaltech, må der dog være en meget stor sandsynlighed for, at retten ville komme frem til, at man ikke kan opnå varemærkeretlig og markedsføringsretlig eneret til brug af ordet legaltech inden for digitale juridiske ydelser. Det havde været rart, hvis retten havde haft mulighed for at fastslå dette, da det virker som det oplagt rigtige resultat.
Tiden vil vise, om de danske domstole får lejlighed for at overveje problemstillingen, eller om ikke det blot vil blive accepteret, at legaltech er et beskrivende begreb for digitale juridiske ydelser, som skal forblive allemandseje.
Har du spørgsmål til afgørelsen eller skal vi hjælpe dig videre med registreringen af dit virksomhedsnavn, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.