Registrering af reelle ejere fra 1. december 2017
Den 1. januar 2017 trådte en ny lov om registrering af reelle virksomhedsejere i kraft. Loven bestemmer, at det er de reelle ejere af virksomheden – og ikke de legale ejere - der skal registreres i Erhvervsstyrelsens CVR-register, og at dette skal ske inden d. 1. december 2017. Med denne lov vil oplysninger om navn, adresse, fødselsdato mm. for de reelle ejere være tilgængelige for offentligheden med det formål at øge gennemsigtigheden i virksomhederne.
Hvad er ”reelle ejere”?
Ved reelle ejere forstås personer, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en vis del af ejerandelene eller stemmerettighederne i virksomheden - eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler. ”En vis del” vil som udgangspunkt betyde 25% eller mere – men der er kun tale om et pejlemærke, da andre forhold også kan pege i retning af reelt ejerskab.
Der er ikke nogen entydig definition af reelle ejere, og forståelsen af begrebet er derfor temmelig bred. Udover personens kapitalandel eller andel af stemmerettigheder, vil ejerskab også kunne opstå som følge af bl.a. aftale, købsoptioner eller via ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer eller lignende. Det er personens samlede faktiske indflydelse på selskabet, der er afgørende for, om personen kan betragtes som reel ejer, og ejerskab kan altså godt opstå, selvom andelen af kapital eller stemmerettigheder udgør mindre end 25%.
Er der ingen reelle ejere i virksomheden, eller kan de ikke identificeres, skal de registrerede medlemmer af virksomhedens daglige ledelse i stedet registreres som reelle ejere. Dette vil særligt være relevant for bl.a. kapitalselskaber, men ikke for bl.a. fonde og foreninger, hvor der altid vil være en reel ejer i form af en bestyrelse.
Hvem er omfattet af loven?
Den nye lov omfatter som udgangspunkt alle virksomheder – dvs. både A/S, ApS, IVS, K/S, I/S, P/S, AMBA, FMBA, SMBA (virksomheder med begrænset hæftelse), SE, SCE, EØFG (europæiske virksomhedsformer), fonde, legater, foreninger og finansielle virksomheder. Der er dog visse virksomheder, der vil være undtaget herfra, herunder børsnoterede virksomheder, enkeltmandsvirksomheder, selvstændige offentlige virksomheder og filialer.
Hvilke oplysninger skal registreres - og hvorfor?
Det er virksomhedens ledelse, der har ansvaret for at registrere de reelle ejere og indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne dokumentere ejerskabet. Ledelsen er forpligtet til mindst én gang årligt at tjekke, om oplysningerne fortsat er korrekte. I den forbindelse skal virksomheden gøre alt, hvad den kan for at identificere de reelle ejere, medmindre det vurderes at være helt urimeligt eller uhensigtsmæssigt byrdefuldt. Hvis det simpelthen ikke er muligt for virksomheden at identificere de reelle ejere, skal virksomheden i hvert fald kunne dokumentere, at den har gjort et rimeligt forsøg på at skaffe oplysningerne. En undladelse af at registrere oplysningerne om de reelle ejere eller at dokumentere forsøg på identifikation af disse kan medføre bødestraf for virksomhederne.
De oplysninger om reelle ejere, som ifølge loven skal registreres, er følgende:
- Fulde navn, adresse og fødselsdato
- Nationalitet
- Bopæl og bopælsland
- Arten og omfanget af rettigheder
- CPR-nummer eller anden tilsvarende dokumentation
Udover disse oplysninger skal datoen for indtræden af personens reelle ejerskab også registreres. Hvis det ikke er muligt at identificere denne dato, skal registreringsdatoen angives i stedet.
Indførelse af den nye lov sker som en implementering af EU’s hvidvaskningsdirektiv, der har til formål at øge gennemsigtigheden i virksomhederne og dermed forhindre hvidvaskning, finansiel terror eller anden form for økonomisk kriminalitet.
Visse virksomheder, der før var undtaget fra registrering i CVR-registeret, skal nu registreres, og for nogen vil der derfor være en del mere papirarbejde end før. Virksomhederne bør dog se det som en fordel, da reglerne som nævnt fungerer som værn mod hemmeligholdelse og retsstridige handlinger bag lukkede døre.