Så er det sikkert. Enhedspatentet og UPC bliver en realitet fra den 1. juni 2023
Udsættelse på udsættelse, men nu begynder opstartsperioden snart
Enhedspatentet og den tilhørende europæiske patentdomstol (UPC) har været meget længe undervejs, men Tyskland har den 17. februar deponeret deres ratifikationsinstrument (en slags godkendelse), og dermed er det nu sikkert, at enhedspatentet og den fælles patentdomstol bliver klar og træder i kraft den 1. juni 2023.
Det betyder, at indehavere af europæiske patenter snart skal tages stilling til, om deres eksisterende patenter, der er udstedt af EPO (European Patent Office), skal med ind under UPC. Der er fastsat en opstartsperiode, som løber fra 1. marts til 1. juni, hvor man - inden systemet aktiveres - kan fravælge, at ens patent skal være omfattet af UPC (den såkaldte opt-out). Dette bør man benytte sig af, hvis man ikke ønsker at bruge UPC.
Herefter løber der yderligere en overgangsperiode på indtil videre 7 år, inden for hvilken patentindehavere også har mulighed for at fravælge UPC systemet, så sager vedrørende deres patent i stedet skal afgøres hos de nationale domstole. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad fravalg eller tilvalg af UPC betyder for ens patent.
Overgangsperioden
I overgangsperioden har patentindehavere mulighed for at trække deres patenter ud af UPC systemet og derved fravælge muligheden for at få patentsager afgjort ved UPC. I overgangsperioden kan der både anlægges søgsmål ved de nationale domstole og ved UPC forudsat at patentindehaveren ikke har fravalgt UPC.
Dette betyder, at der i en periode kan versere søgsmål både ved UPC og ved de nationale domstole for så vidt angår det samme patent. Overgangsordning vil altid gælde for traditionelle europæiske patenter, så hvis man som patenthaver vil undgå de nationale domstole til fordel for UPC, bør man derfor vælge at få udstedt sit patent som et enhedspatent, hvor kun nogle få sagstyper vil være underlagt de nationale domstoles kompetence.
Fravalgsordningen
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ens mulighed for at fravælge UPC som dømmende myndighed forsvinder, hvis der er anlagt sag om patentet ved UPC inden man har indleveret sin anmodning om fravalg af UPC. Derfor bør man allerede nu begynde at overveje, om ens europæiske patenter skal blive under UPC’s kompetence, eller om man skal fravælge denne.
Fravælger man UPC kan man senere vælge til igen, så længe der ikke er anlagt søgsmål ved en national domstol vedrørende det pågældende patent. Det er muligt at fravælge allerede for verserende ansøgninger, så man behøver ikke vente til en eventuel godkendelse af ansøgningen.Det er vigtigt at være opmærksom på, at ens europæiske patenter som standard er med under UPC’s kompetence, og at man aktivt skal lave et fravælg, hvis man ikke ønsker det.
Skal man fravælge eller ”vælge til”
Der er flere fordele ved at lade et patent blive under UPC i stedet for at fravælge ordningen, men det vigtigt, at man vurderer sine patenter og beslutter, hvilke der passer bedst til UPC systemet sammenlignet med alternativet, der er, at søgsmål behandles hos de nationale domstole land for land.
En af de klare fordele ved UPC er, at man ved UPC får en domstol, der er fuldt fokuseret på patenter. Du kan derfor føre sager om dit patent ved en domstol, der forventeligt kan træffe hurtige afgørelser og afgørelser med høj kvalitet, da alle dommere er specialister inden for patenter. Derudover undgår man som patentindehaver, at national lovgivning kan få afgørende indflydelse dit patent. Vi forventer, at man vil opleve en harmoniseret brug af praksis, da det udelukkende er én domstol, der træffer afgørelserne. Derved vil vi i hvert fald på sigt forventeligt opleve en større retssikkerhed uden uoverensstemmende afgørelser på tværs af forskellige lande. Endeligt får man med UPC en domstol, én afgørelse som har direkte retsvirkning i alle UPC medlemslande, så man f.eks. kan få nedlagt et centralt forbud mod et kopiprodukt, i stedet for at skulle søge forbud nedlagt ved en række nationale domstole. Bagsiden heraf er dog, at man risikerer at ens patent med en enkelt afgørelse kendes ugyldigt for alle de UPC-lande, hvor det er udstedt.
Der er derfor også betydelige usikkerheder og ulemper ved ikke at fravælge UPC, som man skal være opmærksom på.
UPC er nyetableret og har ingen eksisterende praksis at trække på, derfor er der i øjeblikket en stor del usikkerhed om, hvordan domstolen vil komme til at træffe afgørelser, altså hvordan bedømmelserne vil blive lagt. Dette understøttes af, at UPC skal forsøge at skabe en balance i deres bedømmelser, som repræsenterer den nuværende forskellige fortolkningspraksis i flere lande. Omkostninger til sager ved UPC vil forventeligt blive høje, specielt til at starte med, fordi der er tale om et nyt system, som brugerne af UPC først skal vænne sig til, da mange danske virksomheders europæiske patenter kun er valideret i en mindre række af EP-medlemslandene, bør man derfor overveje, om risikoen og omkostningerne hænger sammen med ulemperne, eller om det er bedre blot at føre nationale sager i de måske få lande, hvor ens patent er gyldigt.
Derudover vil det være muligt for tredjemand, der påstår krænkelse af deres patent at anlægge en sag ved UPC, selvom der i forvejen kører en sag ved en national domstol. Derfor vil to sager kunne køre parallelt med hinanden, hvilket er ekstra omkostningstungt.
Hvad skal man så vælge? Om man skal fravælge UPC, beror på en konkret vurdering af det enkelte patent, men man kan i vurderingen tage udgangspunkt i en række overordnede faktorerMan bør overveje, om man ens patenter står særligt stærkt i enkelte udstedte lande, da det så formentlig vil være bedre at fravælge UPC, særligt hvis de stærke lande også er meget vigtige for ens forretning. Man bør tage i betragtning, hvor mange lande man er beskyttet i (og for ansøgninger hvor mange man planlægger at validere i ved godkendelse), da det formentligt vil være bedre at fravælge UPC, hvis man kun har (eller planlægger) at få patentet udstedt i få lande. Det skyldes, at det forventeligt bliver dyrere at føre sager hos UPC, end det vil være at anlægge én enkelt sag ved en national domstol. Er dit patent derimod valideret i mange af UPC-landene, vil det være mere fordelagtigt at patentet bliver i UPC systemet.
Efter vores mening vil det for mange danske virksomheder være fornuftigt at fravælge UPC til at starte med og se tiden an, for at lade UPC opbygge praksis, så man senere bedre kan vurdere, om UPC giver mening at anvende for ens virksomhed.
Er du i tvivl om UPC er det rigtige for dine patenter? Så tøv ikke med at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.