UK sætter en stopper for billige kopimøbler
The Enterprise and Regulatory Reform Act 2013, også kaldet ERR, er et stort lovkompleks, der ændrer en lang række forskellige love i Storbritannien, herunder ophavsretsloven, og det forventes at ERR vil få fuld gyldighed i starten af 2014.
Dele af loven trådte i kraft den 25. april i år og lovens øvrige ændringer til forskellige lovgivninger i Storbritannien vil løbende træde i kraft i løbet af 2013 og 2014.
De dele, der vedrører ændringer til den engelske ophavsretslov, forventes at træde endeligt i kraft i starten af 2014, og de vil få stor betydning både for danske design virksomheder og for danske forbrugere.
I de senere år er der blevet etableret en lang række virksomheder i Storbritannien, som sælger kopier af f.eks. danske klassiske designmøbler så som de ikoniske Svanen og Ægget stole, der er skabt af Arne Jacobsen. Kopierne har indtil nu været fuldt lovlige på grund af en begrænsning i den engelske The Copyright Designs, and Patents Act 1988 (CDPA).
CDPA indeholder den samme overordnede beskyttelse af ophavsretlige værker, som vi har i Danmark og det meste af EU, nemlig en beskyttelse på 70 år efter skaberens død, men CDPA indeholder også en særlig begrænsning i forhold til værker, der er fremstillet industrielt mere end 50 gange, hvilket kort fortalt betyder værker, som er sat i masseproduktion, så som møbler. Sådanne værker er ifølge CDPA kun beskyttet i 25 år efter den første markedsføring af værket.
Begrænsningen har betydet, at virksomheder i Storbritannien helt lovligt har kunne sælge kopier af alle de store møbelklassikere, lamper og lignende produkter, så længe disse var mere en 25 år gamle, og på grund af princippet om varernes fri bevægelighed i EU, har danske forbrugere lovligt kunne købe kopierne hos virksomhederne i Storbritannien.
Dette bliver nu ændret, hovedsageligt på grund af EU-domstolens afgørelse i sagen Flos SpA v Semeraro Casa e Famiglia ApS (C-168/09), hvor EU-domstolen udtalte, at en begrænsning i beskyttelsen af visse ophavsretslige værker (som f.eks. den engelske begrænsning) er i strid med EU-retten.
Fremadrettet vil møbler og andet industrielt design således have den samme beskyttelse i Storbritannien som de fleste andre EU-lande, nemlig 70 år efter skaberens død. Det er endnu usikkert præcist, hvornår og hvordan ændringen træder i kraft, men den engelske regering planlægger at lave en overgangsperiode, hvor de virksomheder, som i dag sælger de lovlige kopier, kan sælge ud af deres lager, så de ikke lider for store tab på grund af ændringen.
Mange danske møbel producenter og andre producenter af industrielt design kan derfor ånde lettet op, da de nu vil kunne stoppe de (kommende) ulovlige (ofte kinesiske) kopier. Til gengæld vil danske forbrugere fremadrettet ikke længere lovligt kunne købe billige kopier af Svanen, Ægget, Koglen og andre designklassikere, når lovændringen træder endeligt i kraft.