Bevissikring
I sager om krænkelse af immaterielle rettigheder (f.eks. kopisager) kan det være vanskeligt at dokumentere, hvordan krænkelsen er foregået, hvem der er ansvarlig for krænkelsen og størrelsen af det tab, som krænkelsen har medført.
Med en bevissikring kan man med rettens hjælp få fremskaffet beviser, som ellers ville være skjulte.
For at der kan foretages en bevissikring, skal det sandsynliggøres, at der er foretaget krænkelser af en immateriel rettighed (f.eks. et patent, varemærke eller design), og at krænkelserne er sket i erhvervsmæssigt øjemed eller har haft et betydeligt omfang.
Bevissikringen bliver som regel foretaget ved, at fogeden tager ud til det sted, hvor de påståede krænkelser har fundet sted. Her foretager fogeden en undersøgelse af stedet. Fogeden få normalt bistand af en IT-sagkyndig, som kopierer virksomhedens datasystem og senere analyserer datamaterialet med henblik på at finde beviser for de påståede krænkelser.
Hvis fogeden finder genstande, der tyder på, at der er foregået krænkelser, kan fogedretten bestemme, at disse genstande skal beslaglægges.
For at beviserne ikke bliver skaffet af vejen, kan fogeden bestemme, at bevissikring skal foretages uden på forhånd at underrette den person, som påstås at have foretaget krænkelserne.
Den, der anmoder om en bevissikring, skal anlægge sag ved civilretten inden 4 uger efter, at fogedretten har afsluttet undersøgelsen.
Vi har stor erfaring med bevissikringssager og kan tilbyde kvalificeret bistand med meget kort varsel.
Kontakt os og få mere information om bevissikring.