
TorsdagsTip: Glem ikke at tænke i alternativer
I vores TorsdagsTip-serie giver vi dig gode tips til beskyttelse og håndhævelse af dine rettigheder. Denne uges tip handler om patenter.
Én udfordring som alle opfindere står med, når de skal forsøge at beskrive deres opfindelse, er, hvordan de skal få opfindelsen dækket ordentlig ind og få beskrevet alle de måder, som deres opfindelse kan laves og bruges på. Det kan være en stor mundfuld, og desværre er der mange opfindere, som slet ikke tænker på alternativer og derfor ender med at begrænse sig selv unødigt.
”Den måde, som en opfinder beskriver deres opfindelse på kaldes i juraen den foretrukne udførelsesform”, siger Anders Skov, advokat og partner. ”Det er dog vigtigt, at man tænker større end den foretrukne udførelsesform, hvis man ønsker at ens patentansøgning skal kunne give en bred beskyttelse og dække alle anvendelsesmuligheder”.
Mange opfindere er – naturligt nok – meget fokuserede på detaljerne i deres opfindelse, og de beskriver den derfor ofte meget præcist, men dermed også meget snævert. Det er vigtigt, at man som opfinder tænker i alternative løsninger. Det kan både give grundlag for udfærdigelsen af en bedre patentansøgning, og det kan sætte værdifulde kommercielle tanker i gang. Ligeledes er det en god idé at overveje, om opfindelsen kan bruges til andet end det specifikke problem, som opfindelsen løser, således at man kan tage dette med i patentansøgningen.
På billedet ovenfor ses f.eks. Coca Cola, som oprindeligt blev opfundet som et alternativ til patienter med morfinafhængighed og brugt til behandling af hovedpine og angst. Men det skulle vise sig at være en helt anden anvendelse, der blev den store kommercielle succes – og det viser netop, hvor vigtigt det kan være at tænke i alternative baner og ikke begrænse sig selv mere end nødvendigt.
Alternativerne er værdifulde at have med i sin patentansøgning, og vil i sidste ende give en bedre ansøgning og ofte en bedre mulighed for at få udstedt et stærkt patent. Det er på samme måde en god idé som opfinder at overveje, hvordan man selv ville prøve på at ”stjæle” sin egen opfindelse ved at forsøge at finde en lovlig måde at kopiere den på. På den måde kan man forsøge at foregribe konkurrenters angreb på opfindelsen, så man bedre kan beskytte den.
”Og når man så har tænkt over alternativerne, så er det en rigtig god idé, at få professional hjælp til at skrive patentansøgning – så man er sikker på, at få det hele med”, afslutter Anders Skov.