
Kan du forhindre dine forhandlere i at sælge på Amazon?
af Mia Storm, Advokat (L)
Som vi tidligere har skrevet, er Amazon for alvor på vej mod det danske marked, og der er ingen tvivl om, at det kommer til at have en mærkbar effekt, når portene til Amazon.dk går op, og forbrugerne får adgang til et utal af produkter fra hele verden i én samlet onlinebutik.
De fleste e-handels-virksomheder er allerede fuldt bevidste herom, og de er for længst gået i gang med at forberede deres forretning på den nye kammerat i klassen. Der er meget at give sig i kast med, og et eftersyn af det juridiske papirarbejde står sjældent højt på listen, når hverdagen buldrer. Derfor forsøger vi at sætte fokus på, hvad du konkret kan gøre for at forberede dig på bedste vis.
Vi har tidligere udgivet dette indlæg, der handler om, hvordan du som virksomhedsejer kan registrere dit brand i Amazons Brand Registry og dermed få adgang til en række værktøjer, som kan gøre det nemmere at retshåndhæve dine rettigheder og bekæmpe krænkelser. Har du endnu ikke fået registreret dit brand, er det et rigtig godt sted at starte; det giver dig nemlig mulighed for at forhindre dine konkurrenter i at bruge dit varemærke og dermed værne om dit brand.
Derudover kan du også gøre dig nogle tanker om, hvorvidt - og i hvilket omfang - du vil forhindre dine eventuelle forhandlere i at videresælge dine produkter på Amazon. Skal alle have mulighed for at sælge dine produkter, eller skal salget alene foregå via én hovedshop, som du selv administrerer? Der kan være fordele og ulemper ved begge dele, men ønsker du at begrænse dine forhandleres muligheder for at sælge, er du nødt til at tage dine forholdsregler.
Når du som producent forsøger at begrænse eller have indflydelse på dine forhandleres distributionskanaler, er der tale om såkaldt selektiv distribution. Dette kan dels bestå i at forbyde salg via platforme som Amazon, eBay, Alibaba og lignende - men kan f.eks. også bestå i krav til udformning af hjemmeside, som i praksis begrænser din forhandlers muligheder for at afsætte produkterne frit.
EU-Domstolen har afgjort en række sager om selektiv distribution og fastslået, at det er muligt at begrænse forhandleres distribution, herunder ved at forbyde salg via Amazon, hvis følgende tre punkter er opfyldt:
- Produktet skal have en særlig karakter. Det kan enten være fordi produktet er komplekst og kræver faguddannet salgspersonale, som kan yde den rigtige salgsrådgivning, eller fordi produktet har en særlig brandværdi, som producenten har en åbenbar interesse i at beskytte. EU-Domstolen har udtalt, at det er helt legitimt for en producent at ville beskytte sit brand og sine produkter på bedste vis, og derfor vil man i mange tilfælde kunne gøre gældende, at produktet har en særlig karakter som følge af dets brandværdi.
- De kriterier, der bliver opsat for forhandleren skal gælde alle forhandlere, således at kravene fremstår objektive. Det er ikke tilladt at lave særlige regler, som kun rammer visse forhandlere og dermed resulterer i forskelsbehandling.
- Kriterierne skal være proprotionelle. Dette indebærer, at de opstillede kriterier ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt for at sikre dine behov som producent, og at kriterne skal stå i rimeligt forhold til den overordnede distributionsaftale.
Bedømmelsen af, hvorvidt en distributionsaftale overholder ovenstående, vil altid afhænge af en konkret vurdering, hvor det er nødvendigt at inddrage både produktet, producenten, forhandleren og markedet generelt. Derfor er det svært at opstille generelle regler for, hvornår noget er lovligt og ulovligt. Hvis ovenstående punkter ikke er opfyldt, vil et forbud mod at sælge via f.eks. Amazon være i strid med konkurrenceretten og forbuddet vil derfor ikke kunne gøres gældende over for forhandleren.
Har du et ønske om at begrænse dine forhandleres muligheder for at videresælge dine produkter online, er det således vigtigt, at du får tjekket din distributionsaftale igennem og undersøgt, om du vil kunne gøre et forbud gældende med den nuværende ordlyd af aftalen - eller om din distributionsaftale skal rettes til.
Har du brug for hjælp til at gennemgå din distributionsaftale, eller har du behov for at få udarbejdet en ny distributionsaftale, står vi til rådighed. Vi er ligeledes klar med en hjælpende hånd, hvis du skal have registreret dit brand i Amazons Brand Registry. Kontakt os på tlf. 70 22 88 68 eller mail@otello.dk.